Standardvæsker


Følgende standardvæsker skal anvendes i forbindelse med dette plastmateriale:

(a) Befugtningsopløsning, når der er tale om stoffer, der forårsager alvorlig revnedannelse i polyethylen ved spændinger, navnlig alle opløsninger og præparater, der indeholder befugtningsmidler.

Der skal anvendes alkylbenzensulfonat i en 1 % opløsning eller nonylphenolethoxylat i en 5 % vandig opløsning, som forudgående har været opbevaret i mindst 14 dage ved en temperatur på 40°C, før den anvendes til føstegangsprøvninger. Denne opløsnings overfladespænding skal ligge mellem 31 og 35 mN/m ved 23°C.

Stablingsprøven skal gennemføres på grundlag af en relativ massefylde på mindst 1,20.

Der kræves ikke en forenelighedsprøvning med eddikesyre, såfremt der ved hjælp af en befugtningsopløsning kan påvises tilstrækkelig kemisk forenelighed.

Er der tale om stoffer, der forårsager revnedannelse i polyethylen ved spændinger, og som er upåvirket af befugtningsopløsninger, kan en tilstrækkelig kemisk forenelighed påvises efter tre ugers forudgående opbevaring ved 40°C i henhold til 6.1.5.2.6, men med det originale påfyldningsstof.

(b) Eddikesyre, når der er tale om stoffer og præparater, der forårsager revnedannelse i polyethylen ved spændinger, navnlig monocarboxylsyrer og monovalente alkoholer.

Der skal anvendes eddikesyre i en koncentration på 98-100%.

Relativ massefylde = 1,05.

Stablingsprøven skal gennemføres på grundlag af en relativ massefylde på mindst 1,1.

Er der tale om stoffer, der i højere grad end eddikesyre får polyethylen til at svulme op, og øges polyethylenets masse herved med op til 4%, kan en tilstrækkelig kemisk forenelighed påvises efter tre ugers forudgående opbevaring ved 40°C i henhold til 6.1.5.2.6, men med det originale påfyldningsstof.

 

(c) n-Butylacetat/n-butylacetatmættet befugtningsopløsning, når der er tale om stoffer og præparater, der får polyethylen til at svulme op i en sådan grad, at polyethylenets masse øges med op til 4%, og som samtidig forårsager revnedannelse ved spændinger, herunder navnlig fytosanitære produkter, flydende maling og estere. Den forudgående opbevaring i henhold til 6.1.5.2.6 gennemføres med n-butylacetat i en 98-100% kon-centration.

Til stablingsprøven i henhold til 6.1.5.6 skal der benyttes en prøvevæske bestående af en 1-10% vandig befugtningsopløsning iblandet 2% n-butylacetat, der opfylder betingelserne i (a) ovenfor.

Stablingsprøven skal gennemføres på grundlag af en relativ massefylde på mindst 1,0.

Er der tale om stoffer, der i højere grad end n-butylacetat får polyethylen til at svulme op, og øges polyethylenets masse herved med op til 7,5%, kan en tilstrækkelig kemisk forenelighed påvises efter tre ugers forudgående oplagring ved 40°C i henhold til 6.1.5.2.6, men med det originale påfyldningsstof.

 

(d) Carbonhydridblanding (mineralsk terpentin), når der er tale om stoffer og præparater, der får polyethylen til at svulme op, navnlig carbonhydrider, estere og ketoner.

Der skal anvendes en carbonhydridblanding med et kogepunkt på 160°C-220°C, en relativ massefylde på 0,78-0,80, et flammepunkt på over 50°C og et indhold af aromatiske forbindelser på 16-21%.

Stablingsprøven skal gennemføres på grundlag af en relativ massefylde på mindst 1,0.

Er der tale om stoffer, der får polyethylen til at svulme op, og øges polyethylenets masse herved med mere end 7,5%, kan en tilstrækkelig kemisk forenelighed påvises efter tre ugers forudgående opbevaring ved 40°C i henhold til 6.1.5.2.6, men med det originale påfyldningsstof.

 

(e) Salpetersyre, når der er tale om stoffer og præparater, der virker oxiderende på polyethylen, og som forvolder mindre eller samme molekylære nedbrydning som 55% salpetersyre.

Der anvendes salpetersyre i en koncentration på mindst 55%.

Stablingsprøven skal gennemføres på grundlag af en relativ massefylde på mindst 1,4.

I tilfælde af at de stoffer, der fyldes på, virker mere oxiderende end 55% salpetersyre, eller at de bevirker nedbrydning af den molekylære masse, følges fremgangsmåden i 6.1.5.2.5.

Brugsperioden skal i sådanne tilfælde bestemmes ved observation af beskadigelsesgraden (f.eks. to år for salpetersyre med en koncentration på mindst 55%).

 

(f) Vand, når der er tale om stoffer, som ikke angriber polyethylen i nogen af de under (a)-(e) omhandlede tilfælde, navnlig uorganiske syrer og lud, salt i vandig opløsning, polyvalente alkoholer og organiske stoffer i vandig opløsning.

Stablingsprøven skal gennemføres på grundlag af en relativ massefylde på mindst 1,2.